Bloggen er nu en blog i bøgernes tegn!

mandag den 31. december 2012

Beautiful Creatures - Stormvind

Første bind i Caster-serien af Kami Garcia og Margaret Stohl.
Da jeg var i biografen og se den sidste Twilight-film, var der reklame for filmatiseringen af denne bog, og jeg tænkte den så spændende ud. Derfor ønskede jeg mig den til jul, men var lidt i tvivl om det var mig.

Det var det!!

Den blev slugt på knap en uge (blandet med adskillige julefrokoster og andet hygge), og den er rigtig god. Jeg er meget positivt overrasket.
Noget der tiltaler mig gevaldigt er, at man følger drengens point of view. Det er ikke så tit man ser det, i bøger der ellers henvender sig til det kvindelige køn.

Man følger en dreng, Ethan i et sydstatssamfund, hvortil der flytter en ny pige, Lena, som viser sig at have nogle specielle evner. Hun er caster  (en slags magiker; man kan have forskellige evner). De to fatter sympati for hinanden, og meget af bogen er "os mod dem" - indtil Lena fylder 16, hvor det vil vise sig om hun er god eller ond (sådan foregår det i caster-verdenen).

Jeg glæder mig vildt til næste bog udkommer sidst på vinteren en gang - det samme gælder filmen


Beskrivelse (fra saxo.dk): Ethan tæller ned til den dag, hvor han afslutter Jackson High og kan flytte langt væk fra Gatlin, for én ting er sikkert: Der sker aldrig noget nyt i den lille, fordomsfulde sydstatsflække. Hans mor er for nyligt død i en ulykke, og hans far har buret sig inde på sit kontor i sorg, så hvad skulle holde ham tilbage? På det seneste er Ethan begyndt at have mærkelige drømme om en pige, han aldrig har mødt. Det er blevet en besættelse for ham, og han føler sig både forelsket og lettere sindssyg på en gang. Da skoleåret starter, og den smukke Lena Duchannes dukker op, bliver pigen fra hans drømme pludselig lyslevende. Lena er befriende anderledes end alle piger på Jackson High, men også skræmmende.

mandag den 3. december 2012

Lev stærkt - dø ung

En klassiker, mange har læst den i skolen - jeg har ikke, og nu skulle den så stå sin prøve.


Bogen starter med "Han var et fromt barn". Og jeg tænkte "Oh no..". Men jeg gav den en chance og læste videre, og har nu læst en tredjedel og den er virkelig god!

Den er skrevet i et forholdvis let sprog, selvom den er fra 40erne, ind i mellem er der nogle sjove ord, netop fordi den er så gammel.


Willard Motley's bog blev filmatiseret i fra 1949.






Beskrivelse (fra saxo.dk): Den handler om drengen Nick Romano. Da hans fars butik må lukke og da familien bliver fattig må de flytte til en tante i Chicago. Dette kvarter former og depraverer Nick på en måde, at han kommer på opdragelsesanstalt, pga. forskellig kriminalitet. Da han kommer ud er han endnu mere ødelagt. Han begynder, sammen med sine kammerater, at begå voldelige overfald for at skaffe penge.


Christine

Da jeg faldt over denne nede i min yndlingsantikvar (Rubæks bøger i Jægersborggade), måtte jeg have den. Den handlede om en stærk kvinde (tjek), den handlede om historie (tjek) og den handlede om konger og dronninger (tjek!).

Christine var Christian 2.'s datter, som endte med at spille en central rolle i renæssancen, selvom hun var kvinde. Hun var heldig at være kvinde i et århundrede der var præget af stærke kvinder, Elizabeth i England, Catarina i Frankrig og Mary i Skotland.

Christine var også på vej til at blive kørt i stilling som en af Henrik 8.'s koner - det kunne være spændende at vide hvordan vores hverdag så havde set ud, hvis England og Danmark var blevet samlet - såfremt hun ikke var røget i svinget, grundet hans luner, selvfølgelig.

Sammen med Peder Oxe forsøgte hun at lave et kup, der skulle sikre hende magten i Danmark, efter hendes far var blevet smidt af tronen da hun var lille.

Det er den første og indtil nu eneste bog jeg har læst af Helle Stangerup, men den var virkelig god!! Jeg er meget imponeret, den var svær at lægge fra sig. Hun modtog De Gyldne Laurbær for den i 1985.


Beskrivelse (fra saxo.dk): Christian II' smukke og begavede datter Christine blev født 1521 og som ganske lille overladt til slægtninge ved det nederlandske hof. Hun stod brud første gang som 11 årig, og igen som 20 årig. Ind imellem oplevede hun et brusende kærlighedsforhold, som imidlertid blev forpurret af hendes morbror kejser Karl V, der regerede det meste af Europa på den tid. Christine levede i det århundrede, hvor Europa blev regeret af kvinder i et omfang, der aldrig er set før i historien - og heller ikke siden. Hun fik sin egen rolle i det europæiske magtspil med kupforsøg i Sverige og farlige intriger mod den danske krone.

Tudor-hoffet

En eller anden gang faldt jeg over bogen Kongens Frille af Philippa Gregory, og den startede min fascination af Tudor-hoffet.

Siden er mange bøger kommet til samlingen, både i den første serie om Henrik  8.'s hof (Kongens frille, Jomfruens elsker, Den evige prinsesse, Jomfruens nar, Den anden dronning og To dronninger) og siden i hendes serie om Rosekrigene, som foregik inden Henrik 8.'s far (Henrik 7. fra huset York) samlede folkene fra de to huse Lancaster og York, som indtil nu på skift havde gjort krav på tronen.

Bøgerne har lagt grobund for tv-serien af samme navn, med Jonathan Rhys-Meyers i hovedrollen som Henrik 8. 

Både bøger og tv-serien emmer af sex, magt og intriger, tre bestanddele som skaber en saftig historie.

Det er bøger jeg vender tilbage til gang på gang, primært dem om Tudor-hoffet, som jeg finder rigtig spændende - også selvom man kender handlingen ret godt efterhånden.



lørdag den 10. november 2012

Stilhed..

Der er lidt stille herinde for tiden, men det er fordi jeg læser og læser og læser! Både til eksamen på studiet, men ved siden af er jeg stadig i gang med Jarastavens Vandring. 

Jeg syntes ikke jeg skulle belemre bloggen med et indlæg til hver bog, derfor hører I ikke noget. Jeg er nået til bog 6, Mørket sænker sig, og det bliver mere og mere dystert...

lørdag den 27. oktober 2012

Coffetable books

Fænomenet Coffeetable books er egentlig ikke noget jeg har praktiseret, primært fordi jeg ikke har et fint lille bord de kan ligge på.

Bøgerne skal ligge til ens gæster, så de kan sidde og underholde sig selv lidt, mens man laver maden færdig og består oftest af illustrationer eller billeder med korte tekster til.

Dog er jeg gennem tiden faldet for nogle små, sjove bøger, gerne med lidt absurd humor og flotte tegninger eller billeder.

For nylig faldt jeg over The life of Fly, som Magnus Muhr har lavet - billeder, hvor han har tegnet arme, ben og rekvisitter til fluekroppe. Det er mærkeligt og sjovt.


For mange år siden købte jeg Aldrig mere gulerødder - en bog om selvmordskaniner. Det er nogle meget absurde tegninger, der viser 117. måder, en sød lille kanin kan begå selvmord på.


torsdag den 25. oktober 2012

Vølvens datter

All time favorite!

Jeg faldt over denne bog i en boghandel for 10 år siden, da jeg var ude og kigge på konfirmationstøj med min mor. Den hed noget med "vølve", jeg var vild med nordisk mytologi, hvor der også var en vølve, altså måtte jeg læse den.
Siden har jeg læst den mange gange, har ikke tal på det, men den tiltaler mig stadig.

Saga Borg er tre forfattere der har skrevet en serie på 9 bøger. Serien bliver desværre afsluttet ret hurtigt, fordi forlaget ville have det. Siden har de skrevet en anden serie, Blodsbrødre.

Jeg håber stadig på der kommer flere bøger, men det gør der nok ikke, det er nogle år siden de sluttede.

Bog 1 i Jarastavens vandring (som serien hedder), Vølvens datter er min yndling, dernæst kommer bog 4, Urlas skygge.

Der er kærlighed og krig, sære navne og underlige steder. Det er fantastisk!




Beskrivelse (fra saxo.dk): De fremmede krigere overfaldt dem om morgenen. De fór hærgende gennem byen og røvede, brændte og myrdede? Den unge, smukke kvinde Siri ser sine frænder blive slået ihjel og sine veninder brutalt bortrøvet ligesom hun selv. De sejles til fjendens boplads og Siri ved, hvad der venter dem. De skal gives bort til krigerne, som kan gøre med dem, hvad de vil. Men den første mand, som møder dem i den nye by er Vidar - byens høvding. Han er usædvanligt mild mod kvinderne, og Siri drages imod ham. Men hun må være forsigtig, for hun ejer en farlig kundskab. Hun er nemlig datter af sin bys vølve og er trænet i vølvens hemmelige lægekunst og kunsten at tyde gudernes tegn. Men denne viden kan blive hendes død. En by må nemlig kun have en vølve - og Bäckakorset, som de nu er kommet til, har allerede sin egen vølve - en smuk og farlig kvinde Grina, som forsvarer sin position fra første færd?

tirsdag den 16. oktober 2012

Mørket // Fri

Bind 2 og 3 af den kære Twilight-afledte 50 shades of Grey måtte jeg jo også have fingre i - mest bare fordi.. Fordi, jeg skulle se hvad det endte med, fordi jeg ikke kunne lade være, fordi jeg ville kunne snakke med om dem og fordi jeg elsker, at have noget at forarges over.

Del 1 er klart den bedste, derefter går det ned af bakke. Der er stadig meget sex, detaljeret beskrevet. 

Jeg bliver lidt træt af gentagelserne. De kører meget i samme rille, så er de glade, så bliver de uvenner fordi han er dominerende, så bliver hun sur og ked af det, så dyrker de sex (på en eller anden måde) og så er han trist over at han er sådan, og så er det synd for ham og så er hun ikke sur mere.. Gentages efter behov.

Jeg synes det er mærkeligt, at man kan få lov at tjene penge på at udgive noget, der så tydeligt er baseret på en anden forfatters værk. Det er mig en gåde. Gad vide hvad Stephenie Meyer tænker om det? Man kan finde den "originale" historie på fanfiction.com, "forfatteren" hedder Snowqueens Icedragon.

Jeg vil lige tilføje en lille historie jeg læste. En datter (voksen) og hendes mor er ude og handle. De går forbi boghylderne i supermarkedet. Moren får øje på 50 shades of Grey, tager en bog op og bladrer lidt i den. Hun lægger den med en pludselig bevægelse fra sig, rødmer og siger "Det er vist ikke en krimi...".


søndag den 7. oktober 2012

Kongen der sendte paven en fugl

Martin Petersen blev eftersigende inspireret til bogen da han så hvordan man havde formået at rekonstruere Sven Estridsen ansigt ved hjælp af moderne teknologi.

Sven Estridsen var danerkonge, han levede fra ca. år 1020 til 1076, i hvilket tidsrum han nåede, at få en hel masse børn med en hel masse kvinder, at bygge en hel masse kirker i en hel masse danske byer, samt at slutte fred med den norske konge.

Bogen er meget autentisk, da den bygger på flere "interviews" med Sven selv (nedskrevet af en kirkelig ansat, der var i gang med at skrive om kirkens historie i Danmark, kort fortalt). Dertil har forfatteren benyttet den skønlitterære frihed til at få historien til at hænge sammen.

Historien foregår i nutiden og følger Sven fra han er ca. 7 år og til han dør, gennem hans tre (måske fire) ægteskaber, gennem røvertogter, øjeblikke i kirkerne og meget andet. Han var kendt som en meget høj  mand med gyldent år.

Det var en rigtig god bog, men jeg er også en sucker for historiske romaner, især dem om kongerne (både her i landet og uden for), og den var svær at lægge fra sig.



torsdag den 27. september 2012

Kraftidiot // Millionær

Mændenes svar på Bridget Jones er to blå bøger skrevet af Tommy Jaud.
De er sjove, skrevet i et let, flydende sprog og udspiller den ene hårrejsende situation efter den anden. 


Hovedpersonen, Simon er mere uheldig end de fleste, men har samtidig et gigantisk overlevelsesindstinkt, selvom han føler sig som verdens største taber.

Et minus; bøgerne foregår oprindeligt i Tyskland, men oversætteren har i forbindelse med oversættelsen samtidig flyttet handlingen til København. Det synes jeg er lidt ærgeligt.

Men alt i alt, to gode bøger. Jeg havde nok ikke købt dem hvis de havde kostet en formue (fandt dem som mange andre på udsalg), men gode og underholdende.


Beskrivelse: Simon Peters er i den første bog en yderst uheldig singlefyr der arbejder i TDC og oplever mere modgang end medgang i forsøget på at gafle en lækker pige og gerne også tjene nogle flere penge, så han kan blive lige så smart som sine venner. 
I bog to, et par år efter, er han røget på bistandshjælp og flyttet, og kampen om at komme op af den sociale rangstige forsætter. Han har lavet eget "kontor" i en netcafe, hvor han forsøger at redde samfundet ved hjælp af produktklager.

lørdag den 15. september 2012

Helt skudt i Mads Mikkelsen

Jeg kan huske da den kom frem for nogle år siden, og da jeg så fandt den på udsalg sidste efterår, tænkte jeg at give den en chance. Indtil nu har den stået på reolen, indtil jeg forleden skulle bruge en kort bog til lidt godnatlæsning..
Den var streng at komme igennem, det er nok den ringeste bog jeg har læst længe.

Jeg kan ikke helt gennemskue HVEM Mads Mikkelsen er, men går ud fra at han ikke er skuespilleren som vi kender ham.

Hovedpersonen, Alba, svinger mellem tysk og fortællersproget (dansk, fordi den er oversat, ellers norsk), hvilket vi ikke får den store grund til. Hun lever i en fantasiverden, både derhjemme og på arbejdet. Hun fortæller meget om sit sexliv og sit tøj. I det hele taget er det en sær bog, synes jeg. Den var (heldigvis) ikke særlig lang...


Beskrivelse: Alba arbejder i en boghandel og er helt vild med Mads Mikkelsen. Hun tænker på ham hele tiden, dag og nat. Hun møder ham på arbejdet, når han kommer hver dag for at købe sin avis.


Omkring en dreng

Endnu bog er fortærret, nemlig Omkring en dreng. Det er det første jeg har læst af Nick Hornby, men hans High Fidelity har jo virkelig fået meget ros, så den står også på reolen.
Omkring en dreng er hentet i verdens hyggeligste boghandel, Rubæks Bøger i Jægersborggade, hvor der altid er god stemning, hyggelig musik og te eller saftevand på kanden (alt efter årstiden) - og bøger! Masser af bøger!!

Omkring en dreng er en god bog, jeg kan godt lide at den veksler mellem den voksne, Will's synspunkt og barnet, Marcus' synspunkt, det giver den noget dynamik. 

Jeg kan godt lide at den er ret uforudsigelig, man kan ikke gennemskue hvad næste træk bliver og hvordan den ender.


Beskrivelse (fra saxo.dk): Will er 36, rig og London-ungkarl og vil hverken have børn eller alt for faste forhold, så ideen med at melde sig ind i en forening for enlige forældre (læs: masser af ledige, sex-hungrende kvinder), forekommer ham at være genial. Will opfinder en søn, melder sig ind i foreningen - og møder den 12-årige nørd Marcus

fredag den 7. september 2012

Undskyldningen

Den flotte røde bog, den har tit talt til mig på hylden i butikken, og så en dag så jeg den hos kærestens faster. Hun havde så lånt den af kærestens farmor, og nu er den hos mig (indtil jeg får den afleveret igen) - den er omkring, den lille bog.

Fasteren lovede mig at den var svær at slippe, så jeg gik først i gang i en periode der var knap så travl - og den var svær at slippe!

Det er en familiekrønike der springer i tid, tilbage fra tiden under krigen og frem til nutiden, hvor man følger mennesker i den samme familie. Jeg kan godt lide familiekrøniker!

Den er har flere paralleller til Min mosters migræne (elle Hvordan jeg blev kvinde), som er en slags biografi over kvinderne i Hanne-Vibeke Holst's liv, hvilket er lidt hyggeligt, da jeg også lige har læst den.



Beskrivelse (fra saxo.dk):
Helena Tholstrup, operachef for Berliner Oper, skal modtage en ærefuld demokratipris af den tyske kansler. Den får hun, fordi hun trods trusler har insisteret på at gennemføre premieren på en kontroversiel opera. Helena glæder sig over, at hendes vanskelige datter Sophie vil komme til Berlin for at deltage i fejringen i selskab med sin nye kæreste Khalil. Helena er overrasket over sin datters valg af kæreste, men holder sin manglende begejstring for sig selv. I det hele taget er der meget, Helena har holdt for sig selv indtil dette dramatiske døgn. Men nu tvinges hun omsider til at konfrontere sig med de ophobede hemmeligheder og løgne, der har løbet som en rød tråd gennem slægten i flere generationer.   I de sene nattetimer på Berliner Opers chefkontor må en presset Helena sande, at fortidens fortielser kan få fatale konsekvenser i en nutid, der forlanger en undskyldning.    Undskyldningen er en fortællinger i tre akter om begær og bedrag, sandhed og soning

50 shades of Grey


  Ja, altså - det må jo komme tænker jeg, et indlæg om 50 shades of Grey.
Anmelderne hader den, damer verden over elsker den.

Jeg er i gang med den danske oversættelse, startede igår aftes og kværnede lige de seks første kapitler på ingen tid.

50 shades of Grey-serien er oprindeligt lavet som fanfiction over Twilight-serien. Fanfiction er, som ordet antyder, når fans selv digter videre på historien, og lægger den ud online. Der skrives både om de samme personer, på andre tidspunkter, eller også får nogle af birollerne en historie, eller også er historierne bare inspireret af den originale. Det er lidt vildt at kunne skrive sådan en bestseller, baseret på noget, en anden har lavet...

Jeg er lidt overrasket over at forbindelserne til Twilight er SÅ tykke; det bronzefarvede vilde hår, at hun arbejder i en sportsbutik, at hendes mor er beskrevet fuldstændigt som Bellas, at han skal redde hende osv. (kan ikke lige komme på resten lige nu).

Og så synes jeg den er lidt overdrevet, men det er nok fanfiction-islættet der gør det; altså at hun er jomfru og er klar til hvad som helst, selv kødkroge og pisk, hvis bare det er med ham.

Men jeg må da indrømme, jeg er fanget - fuldstændig som med Twilight, og jeg kan simpelthen ikke sige H V A D det er der gør det..

Desuden er bogen udgivet i et vildt lækkert format, lækkert materiale og lækre tykke sider.



Beskrivelse (fra saxo.dk):
Første bind i erotisk bestsellertrilogi om forholdet mellem den 21-årige litteraturstuderende Anastasia Steele og den gådefulde forretningsmand Christian Grey.
Trilogien har solgt over 10 millioner eksemplarer i USA. Anastasia Steele møder den unge, karismatiske forretningsmand Christian Grey, da hun skal interviewe ham til sin universitetsavis.Hun tiltrækkes kraftigt af hans smukke udseende og hans dunkle sind.Sammen - men på Christians betingelser - kaster de sig ud i et vovet passioneret forhold, som ikke kun afslører Christian Greys dæmoniske seksuelle præferencer, men også mørke, umættelige sider af Anas eget begær, som hun aldrig havde troet fandtes.


Muleum

Rimelig spøjs bog, som alt andet han skriver. 

Men denne her var mere sær end de andre, og lidt for.. Ja, det er svært at forklare. Lidt for meget, er måske det rigtige ord.. Jeg er ikke ovenud begejstret, som jeg ellers har været for de andre han har skrevet (Naiv.Super, Kvinden flytter ind etc.).

Den var lidt for gennemskuelig, lidt for happy ending-agtig. Ih det er svært at beskrive!

Den er ellers virkelig pæn, bogen altså, lille og tyk. 



Beskrivelse (fra saxo.dk): 
Julie er en forkælet overklasseunge, der bruger andre mennesker, som det passer hende for at nå sine mål. Da Julie mister sin far, mor og storebror i en flyulykke begynder hun at skrive dagbog - selv om hendes far sagde, at sådan nogle som dem ikke skriver. Julie har mistet lysten til at leve, men efter et totalt mislykket selvmordsforsøg begynder hun at flyverundt i verden på kryds og tværs - og opsøger farer for at finde sig selv.

Bøger bøger BØGER!!


Min blog har ligget død i over et år, jeg har ikke vidst hvad der skulle ske med den, hvad den skulle handle om, og så fremdeles, og nu er jeg kommet frem til at den kommer til at handle om det der står mit hjerte meget nært, nemlig bøger!

Jeg har tæt ved 300 af dem, de fylder meget i mit lille hjem, og jeg knuselsker dem!


Jeg går også på biblioteket, og har været fast bruger siden jeg lærte at læse i 1. klasse, men der er bare noget over at have sine egne bøger. Det gør mig rig! 


Bøgerne står i min stue, pt. i alfabetisk rækkefølge. Inden der kom helt så mange til, stod de opdelt i farver. Det var smukt og lækkert at se på, og jeg kunne huske hvilke farver bøgerne havde, oftere end jeg kunne huske hele forfatterens navn. Men det var ikke så praktisk når andre skulle finde bøger, eller når der kom nye til, så derfor den nye, knap så funky opstilling.


Jeg kan sagtens læse bøger flere gange, har flere hvor forsiderne er tapet på, fordi de er så slidte. Det gør ikke historien dårligere, at jeg ved hvad der sker, tværtimod næsten, så er det lige som at finde en gammel ven. Ofte opdager jeg også nye ting, når jeg genlæser en bog, for tit går det så stærkt første gang, at jeg misser nogle ting.