Bloggen er nu en blog i bøgernes tegn!

torsdag den 25. april 2013

Lulu

Cæcilie Lassen har her beskrevet endnu en pigeskæbne, og hvilken en! Lulu er 15 år, lille og spinkel og kommer fra en fattig familie (dog ikke ligeså fattig som Simones, men fra underklassen). Hendes mor masker strømper, hendes far er fuld og lillesøsteren Silke er lidt for lille og bliver sendt til Jylland som feriebarn.

Man bliver forpustet af, at følge med i Lulus liv som en lille del af modstandsbevægelsen, en lille del der efterhånden som tiden går, bliver større og større. Hun bliver både fængslet og forelsket, og man holder ind i mellem vejret mens man febrilsk læser så hurtigt at øjnene ruller rundt, bare for at se hvordan det går.

Sproget er ligesom i historien om Simone let og flydende, uden de store dikkedarer.

Lulu har et gammelt dukkehus, som søsteren Silke har overtaget. I dukkehuset bor en pige Marie-Louise, som Lulu identificerer sig med, og tit drømmer om. Marie-Louise er med til at få hende gennem de mørke stunder i livet, og som tiden går og Lulu bliver ældre, forsvinder Marie-Louise lige så stille. Passagerne med Marie-Louise er for mig lidt ligegyldige, men jeg er heller ikke en drømmer (på den måde), så måske andre vil finde dem fantastiske - hvem ved!



Beskrivelse (fra adlibris.dk): Danmark 1943. 15-årige Lulu kommer med i en modstandsgruppe og må gå under jorden. Den farlige, usikre tilværelse og modstandsvennen Boris får stor betydning for Lulus udvikling fra barn til voksen.

mandag den 22. april 2013

Simone

Simone er Cæcilie Lassens debutroman, hvilket hun klarede med bravur - i en alder af kun 16 år.

Hun skriver med indlevelse og et letlæseligt sprog, om hvordan Simone på 9 år oplever revolutionen i Frankrig på tætteste hold.

Simone er et meget fattigt barn og når hun gør rent hos en velhavende familie, tænker hun tit på, hvordan det mon må være at spise sig mæt hver dag. Faktisk synes hun at det må være mærkeligt. Datteren i huset er nærmest lidt tyk, synes Simone.

Simone forstår ikke alt omkring revolutionen, dertil er hun for lille, men hun prøver - og hun lytter meget efter, når de voksne snakker, i håb om at komme til at vide mere.

Det er en meget rørende bog, der fortæller hvordan det var, at være en del af sans-culotterne under den Franske Revolution, man føler med Simone når hun igen har fået kogt vand til aftensmad, og når hendes forældre er på barikaderne og hun ligger i det kolde og fugtige kammer og har mareridt om pistoler og døde mennesker.


Beskrivelse (fra adlibris.dk): 9-årige Simone bor i Paris i 1789. Her ulmer uroen og i løbet af efteråret oplever hun revolutionen på nærmeste hold, da hendes forældre er blandt de hårdest kæmpende oprørere