Bloggen er nu en blog i bøgernes tegn!

lørdag den 28. december 2013

Samme dag næste år

En virkelig fin bog.

Jeg købte den for et par år siden da jeg lige faldt over den, og siden har den stået på hylden. Da jeg så for en uges tid siden manglede en bog at kaste min læselyst over, ja så blev den denne. Og det er længe siden jeg har været så fænget!

Den er virkelig fin, jeg elsker den springer et år frem i tiden hele tiden. Den er romantisk, stille, larmende, sjov og trist på samme tid.

Man følger Emma og Dexter gennem tyve år, både via brevform, hvad de laver hver for sig og hvad de laver sammen - nogle gange er de elskende, nogle gange er de uvenner.

Jeg er vild med persongalleriet og stemningerne, og de fine beskrivelser og det underfundige sprog når Emma laver sjov.


Beskrivelse (fra saxo.com): 15. juli, 1988. Emma og Dexter er først i tyverne, netop færdige på universitetet og tilbringer natten sammen efter deres dimissionsfest. De bliver ikke kærester, men der udvikler sig et dybt venskab mellem dem på trods af deres forskelle.Gennem tyve år følger vi Emma og Dexters liv, samme dag, år efter år, og som tiden går, forekommer muligheden for et romantisk forhold mere og mere usandsynlig - for er deres venskab ikke for dyrebart at sætte på spil?

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen

Ja, det er jo ikke meget jeg får læst for tiden, desværre. Men i starten af december sluttede jeg denne bog.

Nok den bog med den længste titel jeg har læst.
Jeg har altid haft det lidt svært med noveller: Enten så synes jeg de er vildt mærkelige og kortfattede (det ER jo noveller...) eller også er de vildt gode, og alt for korte.


Denne her havde lige dele af begge dele; der var et par rigtig gode noveller i, og også nogle der bare skulle overstås.

Sproget svinger meget, alt efter hvilken novelle man læser. Især novellen om flygtningen og hendes elskerinde syntes jeg var fin, og den novelle der handler om Caspar Michael Petersen er meget gribende og fængende, og man skynder sig at læse siden færdig, så man kan se hvad der sker på næste side.


Beskrivelse (fra saxo.com): Dette er sidste bind af Sonnergaards novelletrilogi, som indledtes i 1997 med Radiator og i 2000 fulgtes op af Sidste søndag i oktober. Bogen er et af de første forsøg på at tage pulsen på 2000'erne. Det handler om flygtningen og hendes elsker, som aldrig skulle have stolet på myndighederne; om misbrugeren, der opsøger sin fortid; om studenten, der flygter til Berlin og bliver suget ind i et univers af rædsel og mystik om yuppiernes beruselse over endelig at slippe for alt hippielortet og solidaritetspisset om dem, der befinder sig på den rigtige side af 700.000 i årsindtægt; om den succesrige reklamemand, der tromler sig vej gennem tilværelsen; om karriere, taktik og intriger; om isolation og afstumpethed- og inspirationen kunne nemt være hentet blandt typer som Peter Brixtofte, Klaus Riskær Pedersen, Rasmus Trads og Peter Linck.

torsdag den 24. oktober 2013

Noget helt andet...

... og dog!

Fordi det hele handler om bøger, bogstaver, typografier og fonts - så vælger jeg her at komme med en lille bitte reklame for min anden blog www.zorollasverden.wordpress.com.

Min anden blog handler om tryk. Jeg har nemlig været så heldig, at arve en masse typografi-bogstaver fra min morfar. Jeg trykker både plakater og kort, men også på tekstiler, såsom tøj til børn og pudebtræk og muleposer.
Min morfar er typografuddannet og efter i mange år at have arbejdet for andre firmaer, åbnede han sit eget firma. Firmaet lå i Sølvgade i København, inde i en rigtig hyggelig lille gård.Desværre, for ham og alt gammeldags typografi, så vandt computere mere og mere ind og i starten af 1990erne måtte han desværre dreje nøglen om.
Efter det arbejdede han igen for et andet firma indtil han blev pensioneret. Han gemte heldigvis en masse af de gamle bogstaver, som jeg så idag har en masse glæde af. Det er jeg dybt taknemmelig for!


Kongemagerens datter

Endnu en bog af Philippa Gregory er læst, en bog som kostede lidt møje og besvær at få fingre i. Flere biblioteker stod til at have den hjemme, men når det så kom til stykket, så var de der ikke. Det viste sig så, at bøgerne kommer ind i det tekniske system inden de rent fysisk står på hylderne. Lidt belastende, men endelig fik jeg den da hjem og læst.

Kongemagerens datter handler om Anne Neville og til dels om hendes søster Isabel. Den er skrevet fra Anne Nevilles synspunkt, men det kunne have været fint også, at have hørt Isabels historie, synes jeg.

Kongemageren, som han var kendt som, var Richard Neville, jarl af Warwick, som fjernede "den gale konge", Henrik 6., og i stedet indsatte den ældste overlevende York-søn, Edvard 4. som konge i England. Senere giftede Edvard sig med Elizabeth Woodville, som kongens brødre og især Richard Neville ikke brød sig om, og han forsøgte så at sætte den næstældste York-søn, George, på tronen. Geroge var gift med Nevilles datter Isabel, og da dette ikke lykkedes, så lavede han forbundsaftale med den gamle kong Henrik 6.'s dronning, og giftede Anne med hendes søn. Alle planer slog fejl, og det er Annes liv gennem alle disse planer, konspirationer og loyalitetsændringer man følger, og man ser Elizabeth Woodville i et noget andet lys end da man læste om hende i Den hvide dronning. Nevillerne opfattede hende og hendes mor som heks, hvilket mange gjorde, men de var i krig i det skjulte med hende hele tiden, og frygtede hende og hendes evner.

Kongemagerens datter er en fin bog, den slår ikke dem om Tudor-hoffet, det skal der meget til at gøre, men en ganske fin bog. Jeg savner Isabels version af sagen, den kunne godt have været med, og tilført en anden dimension til bogen.



Beskrivelse (fra saxo.com): Kongmagerens datter af Philippa Gregory er en skønlitterær roman om en piges kamp for, at få magten i England. Pigen Anne er opvokset ved det engelske hof, og allerede som 14-årig bliver hun gift med kongens bror. Da han pludselig dør, og Anne vælger at gifte sig påny, skaber det drama ved det engelske hof.Pludselig er Anne omgivet af fjender, og for at forsvare sig selv, og alle dem hun elsker, må hun selv gå ind i kampen om den engelske trone

onsdag den 4. september 2013

Philippa Gregory... Igen..

Endnu en gang har jeg kastet mig over min yndlingsbog af Philippa Gregory - Kongens frille. Efter den tog jeg To Dronninger og jeg har lige færdiggjort Den evige prinsesse.. Og sådan kan jeg jo fortsætte, men det er aldrig lidt synd - for favoritten er Kongens frille.

Oveni hatten har jeg smidt The Tudors på DVDen, og læser på nettet om det - så kan jeg få styret mit fix lidt. Måske. Eller..

Nå, men Philippa Gregory skriver som altid godt! Det er et godt sprog, og det er spændende at følge kvinderne i en mandsdomineret verden. Og endnu en gang bliver man glad for ikke at være født den gang - født til, hvad ens fader, onkel og brødre syntes man skulle være, alt efter hvad de kunne have fået ud af en. Gad vide om man havde sat sig i mod? Det håber jeg - men det er jo ikke sikkert det ville virke. 
Mary Boleyn gjorde i mange år som befalet, hun blev gift som 12 årig og kongens elskerinde inden hun var 15 - som befalet. Hun fødte ham to børn, før hun blev forbigået af søsteren Anne, den anden af Henry 8.s koner der blev henrettet. Mary formåede at trække sig ud af hoflivet, giftede sig af kærlighed og forlod hoffet - og opnåede den "glæde" at ende med at være arving til sine forældre, hvilket forsødede hendes liv en del..


mandag den 2. september 2013

Den klareste stjerne

Det er længe siden jeg sidst har læst chick-lit, men denne stod på hylden og ventede på mig en dag. Jeg har fået den for lang tid siden, som en ønsket gave - alt andet af Marian Keyes er jo skøn læsning.

Den var virkelig fin!

Man er fanget fra første side og kan kun vende næste og blive lige så fanget. Ret irriterende når man læser inden man skal sove, for man har bare lyst til at blive ved ("Bare lige een side til.. Okay, indtil næste kapitel.. Vi forsætter lige til Katie kommer igen").

Bogen fortælles af en ukendt person (?), som først til aller sidst afslører sin personlighed - og man gætter ikke før det, hvem den egentlig er. Jeg gjorde i hvert fald ikke.
Man følger en masse forskellige personer i et hus på Star Street og denne skiften mellem hovedperson giver bogen masser af dynamik. Jeg er ikke sikker på, at hver enkel person kunne have klaret en hel bog, men på denne måde fungerer det. Alle personerne er specielle på hver deres måde, og de blandes sammen på kryds og tværs - deres veje krydser hele tiden, både fordi de bor i samme hus, men også af andre årsager.

Læs den, gør det - den er virkelig fin!



Beskrivelse (fra saxo.dk): Oppe under taget bor Katie, som fylder fyrre om et øjeblik og har verdens fedeste job som pr-chef på et pladeselskab, hvis man altså lige ser bort fra alle de afdankede og komplet ustyrlige rockstjerner. Og så er der hendes kæreste, Conall. Mon han udover tegnebogen også har hjertet på rette sted?
På 2. sal bor de polske venner Jan og Andrei, som har deres hyr med den nye lejer, Lydia - et lille, henrivende pigebarn med verdens skarpeste tunge, og som, når hun kommer træt hjem fra arbejdet som taxachauffør, slår sig ned for at surfe på computeren i stedet for at tage opvasken.
På 1. sal bor Jemina på 88 med sin højtelskede og lettere neurotiske hund, Grum, som går og venter på, at Jeminas gudesmukke stedsøn, Fionn, skal komme hjem og bo hos dem i en kortere periode, da han er blevet headhuntet som studievært på et nyt, hot haveprogram.
I stuen bor det unge par Maeve og Matt, som tydeligvis er meget forelskede. Men hvorfor går de på listesko om hinanden? Hvad er det, de gemmer på?
En mystisk fremmed, som kan bevæge sig frit mellem lejlighederne, er netop ankommet til huset i Dublin. Og der er store forandringer i vente for alle husets beboere.

tirsdag den 6. august 2013

Den tolvte rytter // Brev til månen

De sidste to (selvstændige) efterfølgere til Ib Michaels Vanillepigen.

Vi følger den stadig navnløse dreng i hans liv, han vokser op og hans konflikter med faderen. Vi følger samtidig drengen som voksen, i hans søgen efter sin historie - hvad var det med ham den spanske rytter, og hvad skete der med ham?

Historien klarer fint hoppet frem og tilbage i tiden, og begge historier er rigtig gode, velskrevne og spændende. Jeg ville godt have mere - de er svære at lægge fra sig :)



lørdag den 27. juli 2013

Vanillepigen

Vanillepigen er første del af Ib Michaels trilogi.
Fortælleren er en navnløs dreng der går i børnehave. Hans søster er lammet af polio, faderen er direktør og rider jagter og moderen går derhjemme og ordner. Og så har de et lig i haven.

Liget i haven bliver drengens fortrolige, og han giver det identitet af Den Spanske Soldat. Soldaten kom til landet i forbindelse med krig, blev her og lavede et par børn på ulyksagelige piger. Soldaten hjælper drengen, og da søsteren kommer sig af sin lammelse og går til genoptræning, er det lovning om at se soldaten, der får hende til at kæmpe en brav kamp.

En fantastisk bog, der får en til at hungre efter mere. Heldigvis er det jo kun bind 1 af 3!



Beskrivelse (fra saxo.dk): En duft af et helt århundrede - fra spisekammerets vanilleposer til Viggo Rasmussens sydhavsø. En rejse ind i fortiden. Den som gemmer sig i skuffer, i glemte breve, men først og fremmest i hjernekisten. Her finder man den polioramte søster og de strålende forældre, hvis liv er magisk og fuld af trusler. Her finder manden den dreng, han engang var. I erindringen springer han lyslevende frem med sit håb og sin energi. Hjemstavn og udlængsel, den danske provins som orkanens øje, hvor eventyr fødes, og rejsen begynder

fredag den 26. juli 2013

Det forsømte forår

Det forsømte forår er også på listen over gymnasie-klassikerne, som alle på et tidspunkt er blevet tvunget igennem. Det er jeg ikke, så derfor gjorde jeg det frivilligt nu.

Det er en pudsig lille bog, en rammehistorie der springer i tid. Det meste af tiden foregår i skoletiden, hvor en flok drenge går i skole, og tyraneres af deres gamle, forstokkede lærere. Senere, 25 år efter, mødes de igen - en læge, en advokat, en præst og sågar en morder. Bogen starter nemlig med at den gamle lektor Blomme, en af de værste af lærerne dør, et mord der aldrig bliver opklaret.



Beskrivelse (fra saxo.dk): Vittig og bedsk satire over forholdene i et københavnsk gymnasium omkring 1920. Det er den moderne klassiker om Den sorte Skole, der i sin fantasiløshed, åndløshed og terperi knuser de modtagelige barnesjæle, der kommer inden for dens mure. Den gamle lektor Blomme dør efter at have spist et forgiftet maltbolsje, men først ved gymnasieklassens 25 års studenterjubilæum kommer det frem, hvem der tog sin hævn over den gamle tyran.

torsdag den 25. juli 2013

Midt i en klunketid

Midt i en klunketid er en fin og sjov lille bog.
Forfatteren har skrevet den som værende en erindringsbog - men det er dog fiktive erindringer da bogen finder sted før år 1900 og forfatteren Benjamin Jacobsen først er født i 1915.

Bogen er skrevet meget humoristisk og er små episoder og historier, ikke en lang kontinuerlig tekst.

Den er skrevet i et let og malende sprog.

Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået læst den - jeg morede mig kosteligt undervejs.

 
Beskrivelse (fra saxo.dk): Benjamin Jacobsens vidunderligt morsomme erindringer fra en særdeles begivenhedsrig barndom i et noget usædvanligt professorhjem i Kronprinsessegade. Det er ikke i alle familier, man har forsøgt at sælge lillesøster til hvid slavehandel! Dette klunketidshjem er befolket med en række uhyre markante personligheder, hvor en mildest talt skrap bedstemor nok tager prisen som den mest bemærkelsesværdige. Episoderne fortælles med frodig fantasi og veludviklet sans for komisk effekt.

onsdag den 24. juli 2013

Dræb ikke en sangfugl

Dræb ikke en sangfugl er en af de bøger der var på listen over bøger man bør læse en gang i sit liv. Nu har jeg gjort det. Og heldigvis for det!

Dræb ikke en sangfugl er lidt tung at komme i gang med, og handlingen de første 150 sider er egentlig mest beskrivelser af dagligdagen i 1930erne. Men det er nogle fine af slagsen, set gennem pigen Spejders (hendes rigtige navn er Jean Louise) øjne. Spejder er en vild pige, der sammen  med sin bror Jem og deres sommer-ven Dill laver mange ting, som deres far får grå hår i hovedet af.

Senere bliver bogen en skildring af en race-sag, da faderen (som er sagfører) skal forsvare en sort mand, der er anklaget for voldtægt.

Bogen er rigtig fin!



Beskrivelse (fra wikipedia.org): En roman af den amerikanske forfatter Nelle Harper Lee udgivet i 1960. Romanen blev straks en succes, vandt Pulitzer-prisen og er blevet en klassiker i moderne amerikansk litteratur. Handlingen og personerne i bogen er løst baseret på forfatterens observationer af familie og naboer samt på en begivenhed, der indtraf i nærheden af hendes hjemby i 1936, da hun var 10 år gammel.

tirsdag den 23. juli 2013

Liv og Alexander

Endnu en ungdomsroman, som jeg har læst nogle gange efterhånden.

Liv og Alexander er en trilogi, som på mange måde ligner trilogien om Louise. Begge er de vokset op i gode, solide hjem, begge drages de mod København, og begge udvikler sig undervejs til det bedre.

Liv er en halvforkælet pige på 14 da man møder hende første gang, og en selvstændig ung kvinde da vi slipper hende igen. Undervejs følger man hende i det turbulente forhold til BZeren Alexander.

Liv reagerer nogle gange meget forkælet på tingene, og hun har en del problemer med forældre der vil noget andet end hende.

Tine Bryld har mange års erfaring som radio-rådgiver for unge, og har muligvis samlet nogle af disse problematikker i bogen.


Beskrivelse (fra saxo.dk): Trilogien om provinspigen Liv og hendes udvikling fra en usikker 13-årig pige til en moden ung kvinde ...

mandag den 22. juli 2013

Louise-trilogien

Bøgerne om Louise af Hanne-Vibeke Holst er nogen jeg altid vender tilbage til. Jeg læste dem første gang i de tidlige teeanage-år, efter jeg havde læst hendes bøger om Maja i 6. eller 7. klasse (Hejsa Majsa og Ud af røret, Maja). Maja er lidt yngre end Louise, og derfor tror jeg at Louise kan blive ved med at fænge - på trods at at jeg jo ikke er teeanger mere.

Man møder første gang Louise i 3.G. i Vendsyssel og følger hende til København og Arkitektskolen, hvor hun udvikler sig til at blive en ung kvinde.

Louise roder sig ud i nogle ikke altid heldige ting, men hun gør det på en måde, så man forstår hende. Selv da hun sætter forholdet til kæresten Anders på en alvorlig prøve, kan man forstå hende.

Bøgerne om Louise gjorde at jeg i mange år ville være arkitekt når jeg slap ud af gymnasiet, og jeg forsøgte mig da også - både som ansøger til Arkitektskolen, som bygningsingeniør-studerende, for til sidst at ende et helt andet sted. Bare hendes beskrivelse af 2. års store projekt om Villa Villakulla, om tegninger og legoklodser - og fascinationen af den ældre studerende Jesper, gør bogen interessant.

Selvfølgelig er den ikke skrevet som en voksen-roman, og man skal ikke læse den i den forventning (der kan man i stedet læse Therese-trilogien), men det er en fin bog der er let at gå til.



Beskrivelse (fra saxo.dk): Med en god gymnasietid og et dejligt venskab med Stine som ballast flytter Louise til København til Arkitektskolen. Efter en hektisk tid flytter hun sammen med Anders, men er stadig fascineret af studiekammeraten Jesper.

mandag den 20. maj 2013

Lidt berømt, meget berygtet

Jesper Wung-Sung har skrevet en meget tyk skolelærerroman. 
Den var tung at komme ind i, og selvom den har sine guldkorn, så gik der længe inden den fangede mig..

Bogen springer i tid, fra Martins egen barndom og frem til nutiden, hvor mødet med en tidligere elev, får Martin til at reflektere over sin egen skoletid og sin tid som lærer.

Undervejs i læsningen var jeg ofte træt af den, men her efterfølgende har den alligevel sat nogle spor i mig. Helt dum er den måske ikke...


Beskrivelse (fra wikipedia.dk): Romanen handler om Martin Jensen, som er 3. generationsskolelærer, nemlig på den skole hvor han selv gik, og hvor hans forældre underviste. En dag springer en tidligere elev af toget på Belstrup Station. Det bliver til et showdown for Martin selv. Over tredive år på begge sider af katedret. Bogen beskriver en række oplevelser fra skolelivet, familielivet og en mindre provinsbys liv. Om de stærke og de svage, om uskylden og skylden, om de berømte og de berygtede og om hadet og kærligheden.

lørdag den 18. maj 2013

Nu også en del af Instagram..

Er også at finde på Instagram, under samme navn som her.

Der viser jeg dagligdagsbilleder, samt billeder af fine deltager fra vores dejlige lejlighed.

Kom an! Du skal være så velkommen :)

søndag den 12. maj 2013

Duen

Efter at have læst de to andre bøger af Cæcilie Lassen havde jeg store forventninger til historien om Paloma.

Jeg ved ikke om jeg bare trængte til en pause fra fattige piger, om det var tiden bogen var skrevet i, eller om det har noget med pigens alder (7 år) at gøre - men den var godt nok tung at komme igennem.
jeg blev ikke fanget af den, og blev hurtigt træt af Paloma. Det er svært at beskrive hvorfor, det er forkert at sige at hun virker forkælet, for det kan man på ingen måde sige hun er - måske er det det med at være inde i en 7-årigs hoved der er svært? Hun er meget impulsiv og kan ofte ikke se hvad der vil være godt for hende..


Når det så er sagt, så er det interessant, at se at græsset ikke altid er grønnere på. Paloma er fattig, hendes mor er død og faderen kender ingen noget til. De stjæler for at overleve, hendes moster som hun bor hos er prostitueret og onklen spiller de få penge de har, op. Men da hun rent faktisk ender på en anden hylde, har hun svært ved at indpasse sig og længes hjem.



Beskrivelse (fra saxo.dk): Duen - Paloma - er 7 år og forældreløs. Året er 1958, og general Franco har magten i Spanien. Paloma bor hos sin moster i Madrid og tjener til føden som lommetyv. Hendes eneste ven er den gamle tobakshandler Ibieza, som er kommunist og veteran fra den spanske borgerkrig. Da Ibieza arresteres af Francos politi, og da Paloma samtidig sendes på børnehjem, synes hendes fremtid håbløs. Men Paloma vil overleve...

torsdag den 25. april 2013

Lulu

Cæcilie Lassen har her beskrevet endnu en pigeskæbne, og hvilken en! Lulu er 15 år, lille og spinkel og kommer fra en fattig familie (dog ikke ligeså fattig som Simones, men fra underklassen). Hendes mor masker strømper, hendes far er fuld og lillesøsteren Silke er lidt for lille og bliver sendt til Jylland som feriebarn.

Man bliver forpustet af, at følge med i Lulus liv som en lille del af modstandsbevægelsen, en lille del der efterhånden som tiden går, bliver større og større. Hun bliver både fængslet og forelsket, og man holder ind i mellem vejret mens man febrilsk læser så hurtigt at øjnene ruller rundt, bare for at se hvordan det går.

Sproget er ligesom i historien om Simone let og flydende, uden de store dikkedarer.

Lulu har et gammelt dukkehus, som søsteren Silke har overtaget. I dukkehuset bor en pige Marie-Louise, som Lulu identificerer sig med, og tit drømmer om. Marie-Louise er med til at få hende gennem de mørke stunder i livet, og som tiden går og Lulu bliver ældre, forsvinder Marie-Louise lige så stille. Passagerne med Marie-Louise er for mig lidt ligegyldige, men jeg er heller ikke en drømmer (på den måde), så måske andre vil finde dem fantastiske - hvem ved!



Beskrivelse (fra adlibris.dk): Danmark 1943. 15-årige Lulu kommer med i en modstandsgruppe og må gå under jorden. Den farlige, usikre tilværelse og modstandsvennen Boris får stor betydning for Lulus udvikling fra barn til voksen.

mandag den 22. april 2013

Simone

Simone er Cæcilie Lassens debutroman, hvilket hun klarede med bravur - i en alder af kun 16 år.

Hun skriver med indlevelse og et letlæseligt sprog, om hvordan Simone på 9 år oplever revolutionen i Frankrig på tætteste hold.

Simone er et meget fattigt barn og når hun gør rent hos en velhavende familie, tænker hun tit på, hvordan det mon må være at spise sig mæt hver dag. Faktisk synes hun at det må være mærkeligt. Datteren i huset er nærmest lidt tyk, synes Simone.

Simone forstår ikke alt omkring revolutionen, dertil er hun for lille, men hun prøver - og hun lytter meget efter, når de voksne snakker, i håb om at komme til at vide mere.

Det er en meget rørende bog, der fortæller hvordan det var, at være en del af sans-culotterne under den Franske Revolution, man føler med Simone når hun igen har fået kogt vand til aftensmad, og når hendes forældre er på barikaderne og hun ligger i det kolde og fugtige kammer og har mareridt om pistoler og døde mennesker.


Beskrivelse (fra adlibris.dk): 9-årige Simone bor i Paris i 1789. Her ulmer uroen og i løbet af efteråret oplever hun revolutionen på nærmeste hold, da hendes forældre er blandt de hårdest kæmpende oprørere

søndag den 31. marts 2013

Den kroniske uskyld

Klaus Rifbjerg debuterede med en samtidsroman (se Bodil!) af de helt store - en bog der bliver læst år efter år, og som til stadighed bliver brugt i undervisningen på de danske gymnasier.

Bogen er skrevet i et meget specielt sprog; der er ikke ret meget dialog, det er mest fortælleren, Janus' tanker og meninger man høre - når han tænker på vennen Tore, som han har et meget nært forhold til, når han brokker sig over skolen og de andre derovre, og når han irriteres over forholdet til den lidt ældre Ellen, som han ikke rigtigt ved hvad han skal stille op med.

Der er mange selvopfundne ord, der bruges til at beskrive Janus's sindsstemninger og meninger, fx "grødhovederne" er de andre i klassen, eller ord som man normalt ikke lægger megen vægt, men som Janus bruger mange gange, fx spiller ordet "æggemadder" en stor rolle i den indledende del af historien.

Historien handler om Janus, hans tætte ven Tore, som Janus er meget betaget af, måske næsten lidt forelsket i, og Tores kæreste Helle - hvem Janus også er ret glad for, men mest glad for at Tore har hende. Det passer ham fint, at det er Tore der får den første kæreste, og mener det ville have været forkert hvis det var omvendt - såsom den nat på et værtshus, hvor Tore og Janus møder pigen som tager Janus jomfrudom; dette passer ikke ind i systemet og Janus fortælle aldrig Tore om hende.
Den handler også om Fru Junkersen, Helles strenge mor, om hvordan lykke og ungdom kan styre direkte mod ulykke og død, hvis man indvolverer sig med de forkerte..



Beskrivelse (fra saxo.dk): Med humor og indlevelse fortæller Klaus Rifbjerg om Tores stormende forelskelse i Helle, der helst kun vil holde i hånd. Om Janus' jalousi og om hans erotiske forhold til Ellen. Om Fru Junkersen - Helles mor - der pludselig, som den onde dronning i eventyrene, bryder ind i kredsen med skæbnesvangre følger.

tirsdag den 26. marts 2013

Pi's liv

Endnu en bog man "bør" læse - jeg havde ikke fået gjort det, før jeg så en reklame for filmen.
Sådan er det tit  med mig, så fanger traileren mig, og så MÅ jeg vide mere.

Som sagt som gjort, en yderst spændende historie! Den er fortalt i et levende sprog, og man ved ikke om det er løgn og latin det hele, men fortællingen er fantastisk.

Det eneste der generer mig er forfatterens brug af opremsninger; det er han vældig glad for, og det er sådan set også i orden, det er bare ikke lige min kop te - men sådan er vi jo forskellige.

Jeg forstår sagtens hvorfor den er læst verden over - og filmatiseret ligeså, en flot historie!


Beskrivelse (fra saxo.dk): Pi er 16 år, da hans forældre beslutter at flytte fra Indien til Canada. Hans far ejer en zoologisk have, så alle dyrene er med om bord, da fragtskibet går ned i Stillehavet. Pi ender i en redningsbåd sammen med en hyæne, en zebra med et brækket ben, en orangutang og en bengalsk tiger på over 200 kg ved navn Richard Parker

Herta J Enevoldsen

Ja, så var jeg på biblioteksudsalg og faldt over en kongelig roman.. Eller, en roman om en kongelig personlighed, nærmere bestemt Leonora Christina, Christian 4. og Kirsten Munks smukke datter.
Jeg opdagede så at den var en del af en serie - og at forfatteren derudover havde portrætteret adskillige af de damer der har vandret ind og ud af danske kongelige gemakker - og strøg derfor på biblioteket, for dér at opdage at bøgerne er skrevet til læseheste på 13-14 år...

Så var det derfor de var små og tynde og letlæst!

Nå, men det gjorde ikke historien mindre interessant, og de (jeg har efterhånden læst om både Leonora Christina og om Anna Sofie Reventlow, en borgerlig pige som blev Danmarks første borgelige dronning, nemlig Frederik 4.'s anden dronning, først gift til venstre hånd, siden til højre) er skrevet i et lettilgængeligt sprog, er spændende fortalt og ikke så tykke, hvilket tit kan gøre historiske romaner uoverskuelige.

Næste mål er historien om Dyveke og Christian 2., og så har hun også skrevet om Marie Stuart af Skotland - så dem skal jeg også have læst.

Her lige et billede af Leonora Christina Ulfeldt, eftersigende sin fars yndlingsdatter, der var lukket inde i Blåtårn som kongelig fange i næsten 22 år, fordi hendes svigerinde havde set sig sur på hende.

søndag den 17. februar 2013

Beautiful Chaos

Tredje bind i Caster-serien - lige så spændende og medrivende som de første to, men jeg må indrømme, det tager altså sin tid at læse på engelsk.. Derfor havde jeg undersøgt om man kunne slutte efter bind 3, og det kunne man eftersigende godt. 
Men altså, bind 3 slutter så man næsten ikke kan vente med at få fat i bind 4, så det må jeg nok hellere snarest. Så kan jeg læse Life of Pi så længe..



Beskrivelse: Da Lena besluttede at hun ville være både mørk og lys, gik verden i stykker. De kristne i det lille samfund Gailin tror at det er De syv plager inden jordens undergang, og Lenas familie, Ethan, Amma, Link, Liv og Marian knokler for at redde sig selv og verden...

Drengene fra Sankt Petri

Endnu en bog om tiden under krigen - altså, 2. verdenskrig forstås.
Jeg gik i gang for længe siden, men kom så fra den lidt og færdiggjorde den igår, den er hæsblæsende når man kommer i gang.
Som med mange af de andre modstandshistorier er det vildt spændende og en lille del af en gad godt at kunne have været med til at kæmpe for friheden den gang, selvom man, eller jeg, selvfølgelig ALDRIG håber vi kommer i krig igen. At være villig til at dø for en sag, man tror er rigtig. Det må være den største beslutning.
En god bog, jeg glæder mig til at se filmen som jeg har liggende, selvom den nok ikke skal ses sidst på aftenen...



Beskrivelse (fra saxo.dk): Danmark 1942. I Aalborg danner en gruppe store drenge en hemmelig klub med det formål at gøre værnemagten til grin. Men tingene udvikler sig fra drengestreger til livsfarlig sabotage.

tirsdag den 29. januar 2013

Beautiful Darkness

Næste del af Caster-serien er snart slugt, det går ikke så hurtigt her i januar måned, både fordi jeg er gået i gang med at søge i min slægt (sikke mange uægte børn, noget være gris!), men også fordi jeg jo ikke kunne vente til den kom på dansk, altså læser jeg den på engelsk.
At læse på engelsk har flere goder; jeg får øvet det engelske lidt, den kom før den danske udgave og sidst men ikke mindst, den kostede kun 76 kr - totalt win-win!

Bogen forsætter hvor den sidste slap, og handler om Lenas kamp mod skæbnen - hvordan hun skal vælge om hun er lys eller mørk. Ethan forsøger at hjælpe, men hun støder ham væk, og til sidst må han på en farlig tur i det ukendte, for at forsøge at redde hende - selvom han ikke ved om hun vil have ham.

Bogen tager mange nye veje, man er sjældent sikker på hvad der sker næste gang. Det er en god følelse, og gør at den er svær at lægge fra sig.

Og ja, næste bog er bestilt allerede!



Beskrivelse (fra saxo.dk): (...) Sammen kan Lena og Ethan overvinde alt. Troede de. Men efter et tragisk dødsfald trækker Lena sig væk fra Ethan og begynder at have hemmeligheder, som belaster deres forhold. Hun er splittet mellem godt og ondt, og ingen ved, om hun bliver lys eller mørk, men hun er begyndt at hænge ud med sin mørke kusine, Ridley, og en mystisk fyr, som har en underlig magt over hende. Ethan vil kæmpe for Lena og deres kærlighed, men er samtidig hjemsøgt af besynderlige syner. Nu, hvor han for alvor har fået øjnene op for Gatlins mørke sider, er der ingen vej tilbage.

onsdag den 9. januar 2013

Skæbnehjulet

Philippa Gregorys nyeste bog om Rosekrigene i England i 1400tallet handler om Jacquetta, prinsesse af Luxembourg og siden hertuginde af England, baronesse og bedste veninde til Henrik 6.'s hustru, den franskfødte Margaret.

Jacquetta har arvet en farlig gave, en sjette sans, som ind i mellem giver hende syn om den tid der venter. Det er en farlig tid, at kunne sådanne ting i, så Jacquetta holder det hemmelig. Hun færdes med klogskab i det engelske hof gennem Rosekrigene, vejleder dronningen og føder ikke mindre end 14 børn.

Bogen var rigtig god og spændende! Jeg kan se at forfatteren først rigtig har opdaget Jacquetta, da hun skrev om Jacquettas datter, Elizabeth, det undrede mig nemlig at bogen om datteren kom før bogen om moderen.

Jeg elsker den måde Philippa Gregory skriver på og hvorpå hun formår at gøre historie og krige der er et halvt årtusinde gamle interessante. Hun krydrer det med kærlighed og intriger, og fantastiske bøger er skabt.



Beskrivelse (fra saxo.dk): Mød Jacquetta, der har arvet en form for overnaturlige evner, i form af en sjette sans, og det at have en fornemmelse for hvad der sker omkring en. Men da hun som barn ser den fransk herfører Jeanne d´Arc blive henrettet, indser hun hvor farligt det er for en kvinde at ligge inde med sådanne evner. Jacquetta må granske sig selv for at finde ud af hvor hun hører hjemme da krigen er i fuld gang og hun står tæt på både den franske og den engelske trone

fredag den 4. januar 2013

Øen

Øen af Victoria Hislop er en lånt bog, som jeg har haft kigget på før, men været sådan lidt "Meehhh.." omkring. Da jeg gik i gang havde jeg samme følelse, men den blev gjort til skamme!
Bogen var rigtig gribende og god, handlingen spændende og læsevenlig og et godt persongalleri.

Den handler om Alexis, som tager på ferie med kæresten Ed (som hun forøvrigt er træt af) til Kreta, hvorfra hendes hemmelighedsfulde mor stammer fra. Hun beslutter sig for at finde sine rødder.

Første del af bogen foregår i nutiden, 2001, hele den meget brede midte foregår i slutningen af 1930erne til slutningen af 1950erne, og så er vi tilbage i nutiden hos Alexis og hendes mors gamle veninde, som fortælle historien. I min optik havde vi ikke behøvet denne rejsen frem og tilbage, jeg synes delene med Alexis er irrelevant for den gamle historie, og delene med Alexis fylder så lidt, at de ikke er vigtige i forhold til forhistorien.

Historien i fortiden handler om et lille fiskersamfund på Kreta, og den ø, Spinalonga, hvor de spedalske bliver ført hen når sygdommen opdages.Flere i Alexis familie må derud.

Rigtig fin bog! Som bonus, har jeg selv været på Spinalonga for mange år siden i forbindelse med en ferie. Øen er ubeboet nu, da en kur mod spedalsk blev opfundet i midten af 1900tallet.



Beskrivelse (fra saxo.dk): Bogen beskriver fire gennerationer af kvinder. Alexis, der til dagligt bor i London, tager til den græske ø Kreta, for at opklare nogle spørgsmål omkring sin familie. 
Hun erfarer på sin rejse, at den landsby hendes mors familie kom fra, ligger i nærheden af øen Spinalonga, der i mange år husede et samfund for spedalske. Ved hjælp fra moderens veninde, finder Alexis ud af at familien var nært tilknyttet til netop denne spedalskhedskoloni, og hun finder efterhånden ud af mere og mere om sin aners historie.