Bloggen er nu en blog i bøgernes tegn!

mandag den 2. september 2013

Den klareste stjerne

Det er længe siden jeg sidst har læst chick-lit, men denne stod på hylden og ventede på mig en dag. Jeg har fået den for lang tid siden, som en ønsket gave - alt andet af Marian Keyes er jo skøn læsning.

Den var virkelig fin!

Man er fanget fra første side og kan kun vende næste og blive lige så fanget. Ret irriterende når man læser inden man skal sove, for man har bare lyst til at blive ved ("Bare lige een side til.. Okay, indtil næste kapitel.. Vi forsætter lige til Katie kommer igen").

Bogen fortælles af en ukendt person (?), som først til aller sidst afslører sin personlighed - og man gætter ikke før det, hvem den egentlig er. Jeg gjorde i hvert fald ikke.
Man følger en masse forskellige personer i et hus på Star Street og denne skiften mellem hovedperson giver bogen masser af dynamik. Jeg er ikke sikker på, at hver enkel person kunne have klaret en hel bog, men på denne måde fungerer det. Alle personerne er specielle på hver deres måde, og de blandes sammen på kryds og tværs - deres veje krydser hele tiden, både fordi de bor i samme hus, men også af andre årsager.

Læs den, gør det - den er virkelig fin!



Beskrivelse (fra saxo.dk): Oppe under taget bor Katie, som fylder fyrre om et øjeblik og har verdens fedeste job som pr-chef på et pladeselskab, hvis man altså lige ser bort fra alle de afdankede og komplet ustyrlige rockstjerner. Og så er der hendes kæreste, Conall. Mon han udover tegnebogen også har hjertet på rette sted?
På 2. sal bor de polske venner Jan og Andrei, som har deres hyr med den nye lejer, Lydia - et lille, henrivende pigebarn med verdens skarpeste tunge, og som, når hun kommer træt hjem fra arbejdet som taxachauffør, slår sig ned for at surfe på computeren i stedet for at tage opvasken.
På 1. sal bor Jemina på 88 med sin højtelskede og lettere neurotiske hund, Grum, som går og venter på, at Jeminas gudesmukke stedsøn, Fionn, skal komme hjem og bo hos dem i en kortere periode, da han er blevet headhuntet som studievært på et nyt, hot haveprogram.
I stuen bor det unge par Maeve og Matt, som tydeligvis er meget forelskede. Men hvorfor går de på listesko om hinanden? Hvad er det, de gemmer på?
En mystisk fremmed, som kan bevæge sig frit mellem lejlighederne, er netop ankommet til huset i Dublin. Og der er store forandringer i vente for alle husets beboere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar