Bloggen er nu en blog i bøgernes tegn!

søndag den 9. februar 2014

Signe

Signe af Lars Johansson er en biografi, som forfatteren har skrevet om sin kones mødrene ophav. Bogen er også filmatiseret.

Signe foregår under 2. Verdenskrig og handler om Signe Gondrup, en ung dansk pige fra Jylland der er godt gift, i et praktisk og måske lidt kedeligt ægteskab, den dag hvor hendes mand inviterer tyskeren Felix med hjem til middag.
Signe og Felix indleder en affære, manden ser igennem fingre med det - indtil han selv tages for underslæb og sættes i fængsel. De bliver skilt og Signe og Felix lever i en periode som ægtefolk, velvidende at Felix har kone og børn derhjemme.
Da Felix bliver sendt til Böhmen med arbejdet, holder de kontakten ved lige via telefoner, og da Felix' kone dør under et bombardement, tager Signe med troppetog ned gennem krigen til hun når til Felix.
Kort efter må de dog flygte med børnene, og da krigen er slut bliver Felix anholdt. I en periode klarer Signe sig med de tre Felix-børn, ved at være lidt vel venlig ved flere af de amerikanske soldater, og til sidst sættes også hun fast, gravid efter en voldtægt, og børnene fjernes fra hende.

Hun føder en lille pige, og forsøger af flere omgange at få hende anbragt på børnehjem, da hun ikke kan holde barnet ud - det minder hende om forholdet til den amerikanske soldat, der endte i voldtægt.

Til slut rejser Signe dog med barnet til Danmark for at bo hos forældrene. Hun fængsles da hun lander på dansk jord, barnet bliver anbragt hos Signes forældre og Signe rejser efter løsladelsen ud af landet.

Signe og Felix ser aldrig hinanden igen.

Signe er en mærkelig historie, også en af dem jeg har haft stående på hylden i lang tid.
Signe er en meget tyskervenlig pige, eller ung kvinde, hvilket er en side af krigen man normalt ikke hører om. Hun tænker på, hvordan jøderne eftersigende bliver behandlet under krigen, og tror ikke helt på det hun hører, hun mener de selv rejser til Sverige for at arbejde, og finder faderen doven, for at han ikke vil gøre det samme (han har ikke meget arbejde i Danmark).

Det er en gribende historie, og en historie man håber ender godt, hele vejen til sidste sige. I og med at den er biografisk er den i starten krydret med fotos af Signe og Felix, hvilket er lidt interessant, da man normalt selv danner billeder af dem man læser om. Efter de flygter ophører foto-dokumentationen dog, forståeligt nok.
Det er en rigtig god bog, jeg slugte den, selvom den er tyk og ind i mellem lidt langtrukken.


I starten har man sympati for Signe, men undervejs tænkte jeg mange gange, at hun dog traf nogle virkelig sære beslutninger og levede sit liv på en underlig måde. Hun har højst sandsynligt gjort det så godt hun kunne, efter bedste mening, men at skalte og valte med sit liv på den måde, det er jeg ikke fan af.. Men krig kan jo få de mærkeligste sider frem i folk.




Beskrivelse (fra saxo.com): Den utrolige men sande historie om Signe Gondrup, der under krigen forelskede sig glødende i den tyske officer Felix og fulgte med ham til hans våbenfabrik i Böhmen i 1945 og derfra til Bayern, på flugt fra russerne. Her bliver Felix arresteret af amerikanerne, og Signe må på egen hånd overleve, mens hun søger desperat efter sin elskede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar